Bookmark and Share    

 

Gamle Nyheder fra Sjaelland

01-09-2015 12:00
Sjællandsringen.



Det var lørdag morgen. Efter lang tids gråvejr stod solen på himlen, det måtte blive en speciel dag.
Startede forventningsfuldt min gamle Felicia og kørte over Roskilde og Tjæreby mod målet Sjællandsringen.

Klubben havde fået den glimrende ide at lære medlemmerne at styre deres Skodaer.
Der var 10 kampberedte Skodavenner, som efter en kop kaffe blev modtaget af en instruktør, der havde påtaget sig det tunge hverv, at fortælle os om de mest fundamentale teorier om bilkørsel, dæktryk, bremselængder, sikkerhedsseler, ideallinier o.s.v., vi var vel nærmest til 2 timers teoriundervisnig. Det var en god ting at få frisket noget teori op, noget glemmer man jo i hverdagen.

Efter en let frokost i FDM’s fine lokaler skulle teorien omsættes til realiteter, vi skulle ud på banen og køre. Vi fik udleveret radioer og numre, og så startede den alvorlige del, mange havde nok lidt sommerfugle i maven.

Det blev afviklet på en sådan måde, at man foretog de forskellige prøver én ad gangen.
En af prøverne var slalomkørsel mellem porte, hvor man startede langsomt for derefter gennemføre den samme prøve igen blot med øget hastighed endende med 80 km/t, det kan nok være, der blev flået i gearstangen.

En anden prøve gik ud på at stoppe vognen ved et bestemt punkt på isglat underlag for derefter at styre uden om en opdukkende forhindring, mens man stadig var i glid. Styre ikke bremse.

Der blev indøvet håndbremsevendinger på glat bane og ikke mindst ideallinier, hvor vi kunne køre til kanten, alle følte sig vist som små Kevin Magnusser, men så startede den næste prøve og så kom man ned på jorden igen.

Prøverne var afbrudt af en fortjent kaffepause, og så gik vi til den igen, de sidste prøver foregik i mørke, meget udfordrende.

Vi mødtes kl.10 og kørte først hjem ved 18 tiden. Alle var vist lidt mærkede men samtidigt høje, adrenalinet pumpede.

For min del kan jeg sige, at i min Skodatid har det været den bedste og mest bil relaterede begivenhed jeg kan mindes og det blev afviklet meget professionelt.

En fornøjelig og ”anstrengende” tur men hvor man kørte hjem og var svært tilfreds med sig selv og Skodaklubben.

Hvis det gentages, kan det varmt anbefales.
Det blev en speciel dag.


RACERKØREREN
Lars E.
Se billeder og video fra banen her
________________________________________________________

Turen til Næstved Automobilmuseum.



Vi mødtes på Karlslunde rasteplads og kørte i samlet flok til museet i Næstved, et museum i 3 etager.
Her så vi bla. flere Škodaer hvoraf den ene var en gammel Octavia med tøj tag. Der var også en brandbil en Amerikansk kæmpe flyder af en Sherif bil gamle høstredskaber og en Trabant der var helt overfrankeret med frimærker.
Efter turen rundt i museet satte vi os ned i cafeen og fik en kop kaffe hvorefter vi vendte snuden hjemover.

Per O.
____________________________________________________

Heldagstur til Lammefjorden

Heldagstur til Lammefjorden, stod der i programmet for Skodaklubben og programmet virkede spændende, så vi: min mand og jeg, tilmeldte os.
Vi skulle mødes ved Audebo pumpestation. Desværre kom vi lidt for sent, for vi skulle lige en omvej om Vig, før vores GPS kunne finde den rigtige vej. Heldigvis blev vi mødt af nogle smilende og rare mennesker: guiden for pumpestationen, Bent Jensen fra Gilleleje, der var vores veltalende guide på resten af turen, samt hans kone Marianne.

Rundvisning på en pumpestation er nok ikke det, der kan virke allermest indbydende for en kvinde, men jeg må indrømme, at det var utroligt interessant fortalt af vores guide, der også viste os rundt bagefter.

Så kørte vi ud til mindepladen på dæmningen, hvor Bent begyndte på sine fortællinger. Vi havde lige en provianteringspause ved en pølsevogn, før vi kørte videre til Fårevejle Stationsby, hvor statuen af Georg Frederik Otto Zytphen-Adeler lensbaron til Dragsholm står. Denne mand var ledende i tørlæggelsen af Lammefjorden på et stykke så stor som Amager, fortalte Bent.

Derefter kørte vi til Fårevejle Kirkeby, hvor Jarlen af Bothwells gravsted er i et rum under kirken. Jarlen var sat i fængsel på Dragsholm Slot, hvor han var statsfange fra 1573 til hans død 1578.

Så kørte vi til Dragsholm Slot, hvor der var arrangeret rundvisning. Jeg tror, vi kom rundt i de fleste rum på slottet, hvor der, efter sigende, skulle færdes genfærd, som vi dog heldigvis ikke mødte. Efter en masse information fra vores guide skulle vi tilbage til vores biler, og da vi kom ud af slotsporten, stod en meget smuk, hvid Limousine udenfor. Den havde lige transporteret et brudepar, der skulle holde fest på slottet, og skulle til at bakke ud. Den venlige chauffør syntes måske, at vi så lidt udmattede ud, efter vores vandringer op og ned, og ned og op ad de mange trapper på slottet, og spurgte os, om vi ville have en ”bakke-tur”. Det skulle han ikke sige to gange, så vi hoppede alle fire ind og fik først en ”bakke-tur”, og så blev vi standsmæssigt kørt hen til parkeringspladsen, hvor vores biler var parkeret.



Nu gik turen videre i ud i landskabet. Selv om vi kørte ad mange små veje, var det hele tiden let at følge efter ”føre-bilen” og vi kom blandt andet gennem Veddinge bakker, forbi Dubberne, til Radiostationen Skamlebæk og med afslutning ved Sanddobberne.

Man må sige, at Bent kender sit område godt og kan fortælle en masse om alle de smukke udsigtspunkter vi stoppede ved, og han er en fantastisk god fortæller.

Så vi vil gerne sige tak for en rigtig dejlig dag, og vil opfordre til, at hvis turen bliver tilbudt igen, at mange flere får meldt sig til.



Med venlig hilsen
Vibeke Rugart og Aksel Christophersen
_____________________________________________________________



Tur til Tadre mølle.

Vi mødtes som sædvanlig på Lindenborg P-plads og kørte ad små veje til møllen, hvor vi startede med den medbragte madpakke, hvorefter vi gik på den planlagte rundvisning.

Elverdamsdalens vandmøllehistorie kan føres tilbage til middelalderen. I nærområdet omkring Aastrup Kloster har der siden Middelalderen ligget mindst 13 vandmøller, og Tadre Mølle er i dag den eneste bevarede og endnu fuldt funktionsdygtige mølle.
Møllen hørte til Sonnerupgård Gods og blev ca. 1914 fæstet af Christian Hansen fra Fyn. Han var ansat som murer på Tølløse Slot, men flyttede med sin kone Maren og datteren Marie, der var 12 år gammel, ind på møllen.

I 1952 købte Marie møllen og gården. Hun havde en plan om at den skulle bevares for eftertiden. Da Tadre Mølle efter restaurering blev fredet i 1959, krævede Marie ingen erstatning. Hun solgte sin kære mølle til staten for vurderingssummen kr. 600.000,- mod at hun kunne blive boende på gården. "Møllemarie" døde fredeligt i sin seng på sin kære mølle d. 4. februar 2003. Hun blev 100 år gammel.
Ved gården står også danmarks ældste kastanietræ der er ca. 222 år gammel og er ca. 30 m højt, kastanietræer bliver normalt ikke over 150 år.

Efter en fantastisk rundvisning fik vi kaffe og kage, og sad ude i det gode vejr i ca. 1 time mere, hvorefter vi kørte hjemad.
Tak for en god og hyggelig tur.

Inge


____________________________________________________________________





Billeder fra en dejlig dag med klassiske biler på Gavnø Slot

____________________________________________________________________




Tur til Danmarks samlermuseum.

Søndag d. 23. marts gik turen til Møn hvor Danmarks samlermuseum har til huse.
Vi mødtes på Stege Havn, hvor der kom et nyt medlem i en ny rød Fabia.
Henrik Hjortkær, som har startet museet har samlet på alt muligt, siden var 8 år gammel, siger han.
Det er blevet til Danmarks Samlermuseum som holder til i en gammel fabrik, der nu er indrettet med små butikker fra gamle dage.
Hvor mange ting der er i samlingen, har han intet overblik over. Men alle tingene er fordelt i små butikker. Man kan blandt andet opleve Diskonto Banken, låsesmeden, lingeriforretningen, vin og tobak, den gamle is-kiosk og mange flere små butikker.
En arbejdende smed, som har arbejdet i de kongelige stalde i en menneskealder, er der også og flere små arbejdende værksteder kommer til senere.
Vi fik også besøgt en bunker fra krigens tid, hvor der var lavet en spektakulær lille udstilling, der vises som en lyd- og lys-forestilling af godt 9 minutters varighed.

Museet er bestemt et besøg værd igen næste år når de arbejdende værksteder forhåbentligt er i gang.

Velkommen i klubben til Aksel og hans kone.

Per O.


____________________________________________________________

Hyggeaften med foredrag.

Tirsdag d. 21. januar var der kaldt til hyggeaften og foredrag, af pensioneret motorcykelbetjent Jørgen Hedegaard, i frømandsklubben Helgolands lokaler i Dybbølsgade.

Per O, der er medlem af klubben, startede med at byde velkommen og fortalte kort om klubben, Jørgen fortalte at da klubben få dage efter start kom op på over 7 medlemmer, kunne kassereren ikke overskue at tage vare på pengene, og meldte sig ud.

Derefter fortalte Jørgen at han kom fra en stor gård i Nordjylland hvor der hverken var strøm eller toilet i hans første barneår. Efter en tur til søs kom Jørgen så ind i politiet, hvor han kørte land og rige rundt på motorcykel.
Han fik den ide, at sætte et kamera der kunne tage 5 billeder i sek. på motorcyklen, så han bedre kunne bevise trafiksyndernes unoder, dermed var den første videostrømer født.

Vi fik set en masse video af fartglade bilister og fulde folk samt knallertkører, og fortalt malende historier om hvordan han lurede folk til, at indrømme den forsikringssvindel de havde begået.

Vi så også nogle uhyggelige undervandsbilleder som han havde taget i 1974, få dage efter et ungarsk fly var styrtet ned i Øresund.

Alt i alt en rigtig hyggelig aften med Jørgen, som man fornemmede kunne skrive flere bøger om sine mange spændende oplevelser.
Måske vi kunne gentage det og så høre mere om dykkerklubben, for her er også en masse spændende og sjove historier.

Inge




______________________________________________________________


HE-House afholder sin traditionsrige nytårskur den 12. januar kl. 11 - 15, hvor der bydes på champagne og kransekage.(www.he-house.dk)

Per Melhedegaard.

___________________________________________________________



Julefrokost på Sjælland "klik på teksten"

_____________________________________________________




Turen til Nordeuropas største akvarium.

Vi mødtes foran indgangen til Nordeuropas største akvarium ”Den Blå Planet” som har (set ovenfra) form som en hvirvelstrøm. I akvariet er der omkring 20.000 dyr der boltrer sig i 7 millioner liter vand.
Ved indgangen lå et oversigtskort som hjalp os til at finde rundt.
Da alle var ankommet fulgte vi kortet og kom først til ”Der kolde Nord” hvor der udover fisk, også var søpapegøjer og sæler, derefter gik vi udenfor og besøgte pølsevognen, hvor vi så på hotdogs, da det jo var lige omkring spisetid, (ja – hvornår er det ikke det) herefter gik turen til ”Amazonas” hvor der bla. var Anakondaer og piratfisk som også kunne ses under vandet i Grotten, videre til den store Oceantank med Muræner og Hammerhajer. ”Koralrevet” med de mange farvestrålende fisk, for til sidst at slutte turen ved ”Afrikas søer” hvor der var ciklider, krokodiller og klippegrævling.
Godt trætte i benene efter 3½ time sagde vi farvel og begav os hjem ad.
Endnu en hyggelig tur var til ende.

Et godt tip til turen er: Køb billetten på deres hjemmeside, så sparer du både penge og køen ved indgangen.

Per O.






________________________________________________
Tur til Vestsjællands Bilmuseum


Se flere billeder fra turen her.

"Lørdag den 31 august var Skoda Klub Danmark/Sjælland igen på tur ud i det blå; denne gang også med deltagelse af Autoklub Skoda.


Turen startede kl. 10 fra Roskilde og fulgte en smuk rute, en del af den var Margurit-ruten, til Høng i det nordvestlige Sjælland. En noget lang tur, men det var helt fint, da vi havde nogle spændende oplevelser i vente.

Dagens mål var bilmuseet "Vestsjællands Bilmuseum". Et forholdsvis stor museum, som havde til huse i en nedlagt madrasfabrik med masser af gode kvadratmeter. I alt husede museet over 100 "almindelige" biler, ca 25 ambulance og brandbiler; en del motorcykler og knallerter og en meget stor samling modelbiler, mere end 5000 anbragt i flotte glasmontre.

Vel ankommet fik vi en kort introduktion til museet og fik herefter lov til selv at snuse rundt. Museet havde forsøgt at få udstillingen ned på jorden ved at udstille mere almindelige biler. Væk var Rolls Royce, Porsche og Ferrari til fordel for Saab 99 og VW Golf.

Desværre var der ingen skodaer i udstillingen, hvilket selvfølgelig straks fik Viggo til at gå i realitetsforhandlinger med museet om deres køb af en sådan. Viggo har pt. 5 "færdige" skodaer, så en enkelt kan han vel godt undvære. Det endte vist i remis.

En del af bilerne var til salg. Det var et bevidst valg, således at museet ville ændre sig løbende og det på den måde vil være interessant at besøge museet mange gange med nye oplevelser hver gang.

Af de mere interessante almindelige biler var blandt andet en meget flot Fiat (var faktisk en Seat) 127 i den kendte olienvisengrønne nuance - utrolig flot lakeret. Den kører der efterhånden ikke mange af. Det samme var gældende for en andre biler, de var flot restaureret. Heriblandt DAF variomatic, en Saab Sonett og en meget flot Honda Legend Coupé.

På første sal i museet stod alle modelbilerne, opsat efter mærke og/eller funktion. Da Skoda ikke havde sin egen hylde, blev de fundet lidt sporadisk blandt søsterbiler, der stod derfor en del ved VW, men der var ca. 15 stk. mest af nyere årgange.

I forlængelse af udstillingen af slukningskøretøjer var et meget stor lokale med borde og stole; der spiste vi den medbragte mad og fik (10 kroner) en kop kaffe.

Så var det tid til hjemturen, men forinden fik vi taget en række billeder af dagens deltagerbiler. Billeder som efter aftale sendes til Museet, som laver en miniudstilling af dem i en plastlomme. det gør de hver gang der har været mærkeklubber på besøg. Der hang allerede, fra i år, DKW, Mercedes og Simca.

Tak for en god tur til Turleder Per.

Mads Vindegaard"
_____________________________________________________

Åbent hus arrangement hos Dan-bilsyn ( Claus Frid )

Klik på linket og se billederne
_____________________________________________________

Tur til Dansk Cykel & Knallert museum i Glumsø.

Se flere billeder her


Som gammel medlem i Skoda Klub Danmark blev jeg inviteret med på tur til Dansk Cykel & Knallert museum i Glumsø.

Efter vi mødtes på Karlslunde rastepladsen kørte vi samlet ned til Glumsø hvor der også ventede medlem. vi gik en tur igennem museet hvor man har samlet cykler og knallerter lige fra væltepeterens tid til de moderne racercykler og cykler med hjælpemotor fra 1800 tallet og frem til nutidens moderne cykler og knallerter. Det var virkeligt flot stillet op og udstillet flot med plakater og andre ting vedr. de forskellige effekter. Bagefter spiste vi vores medbragte madpakker og fik snakket om fortid og fremtid i klubben. Så jeg har meldt mig ind i klubben igen. MANGE TAK FOR EN HYGGELIG TUR OG PÅ GENSYN..



Hilsen (pivo) jens

PS.

Det skal også lige nævnes, at museet rummer en meget stor samling af gamle kameraer og filmudstyr, samt symaskiner i alle aldre, den ældste symaskine er så vidt jeg husker fra 1868.

Et museum der bestemt er et besøg værd, man bliver overrasket over hvor meget det rummer.

Viggo Asring

________________________________________________________

Tur til Post og Telemuseet lørdag d. 13-04-2013



Vi skulle mødes på museet kl 13,00, men da jeg ankom allerede kl. 12,00 købte jeg mig en kop kaffe og gik en tur i Købmagergade for, at se på folk.

Da klokken nærmede sig 13,00 gik jeg tilbage til museet hvor Per allerede var kommet, vi sad i forhallen og sludrede til den blev 13,00 hvorefter vi gik rundt i udstillingen.
Her kunne man se at posten engang havde været bevæbnet med hirschfænger eller pistol, det var de såkaldte postfører der optræder første gang i 1777.
Det første danske frimærke, udkom i 1851.
Der var også et par gamle hestetrukne postvogne, en gul Nimbus, som mange kender fra barndommen og en Postmand Per bil (Renault), som man stadig kan støde på i trafikken
Der var også en masse om telefonens historie gennem tiderne fra de første med taletragt og hørerør til mobilen, et kontrolbord fra Lyngby Radio var der også.
Lyngby Radio var en central der blev brugt mest af skibstrafikken. Der var så meget at se at jeg ikke kan huske det hele.
Museet er absolut en tur værd.
Efter at have jogget skosålerne flade gik vi ned mod storkespringvandet, hvor der var levende musik, og derefter hjem.
Dejlig tur.

Svend Aage.




_____________________________________________________________
Besøg på Arbejdermuseet.



Lørdag d. 16. februar var der tur til Arbejdermuseet, så jeg og min dejlige Škoda drog mod hovedstaden for at se hvordan man levede i ”gamle dage”. Det var ikke nemt at finde en p-plads, så jeg parkerede i det nærliggende P-hus, og gik hen for at møde de andre


Det var meget interessant at se de meget små stuer og soverum, (ca. 8 - 10m² hver ), køkken kun med koldt vand og senge med hømadras og en dyne der var tung som bare f….. og med betræk der kradsede, det kan jeg godt huske fra min barndom.

Der var også udstilling om hvordan industrien havde udviklet sig gennem tiderne, og der var en lille gammel købmandsbutik, hvor børnene kunne lege.

Da vi havde gået fødderne flade gik vi ned i det lille cafeteria og fik en kop kaffe med Richs, derefter kørte vi så hjem for at hvile fødderne.

En god tur hvor man fik et tilbageblik til sin barndom var overstået.

Sv.-Aage



__________________________________________________



Sjællandsklubben på søndagstur

4/11-2012 stimlede vi sammen hos Per i Valby og så gik det ellers i kortege til Diesel House ved H.C. Ørstedsværket, behøver jeg at nævne at Per havde sørget for en smuk solskinsdag til turen.

Diesel House har bl.a. i år en udstilling om M/S Selandia, verdens første oceangående dieselmotorskib der i 1912 blev taget i brug af ØK på deres ruter til Fjernøsten. 100 år tidligere var det første dampskib stævnet ud på åbent hav fra Skotland og nu i 2012 endnu en milepæl i skibsfartens historie med den første LNG motor (flydende naturgas).

Udstillingen omfatter desuden mange forskellige dieselmotorer til mangeartede formål, her i blandt den allerførste dieselmotor fra B&W bygget i 1904 og stadig så funktionsdygtig at den startes op hver torsdag.

Perlen i Diesel House blev startet op kl 11.00. En 8 cylindret 2-takts dieselmotor fra 1934 der blev anvendt på stedet til elproduktion og i 30 år var verdens største dieselmotor. Motoren bliver startet op ved hjælp af trykluft og når den er vakt til live og drøner op på sine 115 o/min er det ikke mere muligt at tale sammen medens man står og bliver rystet lidt igennem.
En imponerende oplevelse - også for dem der ikke er "tekniknørder", det er jo historien om vores moderne samfunds levevis der starter med en industrialiseret elproduktion.

Johan Asring, Turdeltager

____________________________________________________________



Storm P museet: Lørdag d. 13-10-2011

Igen havde Per Olsen lavet en god tur, denne gang til Storm Petersens museum.
Det var blevet renoveret fint efter vi havde været der for nogle år siden.
Alle der var mødt op fik nogle dejlige timer sammen, der var kommet mange nye tegninger op og hans arbejdsværelse var meget flot, især hans pipesamling var flot, jeg blev hel salig da jeg så den, man kunne købe den tobak han fik blandet hos MY ovn BLEND, som i gamle dage lå ved Østerport station, så jeg måtte jo købe sådan en dåse.
Efter besøget gik vi en dejlig tur ad Frederiksbergs Allè, ned til en restaurant hvor nogle af os købte en kop chokolade, mens der var andre der skulle have middagsmad.
Os der var mødt op havde en dejlig dag, og så er der altid plads til flere på de ture Per Olsen laver.

MANGE HILSNER FRA LENE OG PREBEN.



______________________________________________________

_____


Besøg hos Gillelejegruppen lørdag d. 1. september 2012.

Lørdag d. 1. september var det atter tid til en udflugt med Skoda Klub Danmark/Sjælland.
Planen var, at vi skulle mødes ved P - pladsen ved Bøndernes Hegn. Det viste sig imidlertid, at der var tre forskellige parkeringspladser ved Bøndernes Hegn, og fra ingen af dem var det muligt at se de andre. De fleste af os fandt hinanden og begav os på vej mod Gilleleje. Det viste sig imidlertid, at der også havde holdt en bil på den tredje parkeringsplads, denne ringede dog og fik oplyst adressen og kørte selv af sted, og alle mødtes til sidst hos Gillelejegruppen.
Gillelejegruppen arbejder på frivillig basis med at istandsætte militærkøretøjer fra 2. verdenskrig. Her fandtes både gamle tyske tanks, PMV, lastvogne, stabsvogne,lastvogne i alle afskygninger, kanoner og meget andet. Også en russisk tank var henstillet udendørs, denne mente man dog ikke, at man havde kapacitet til at istandsætte.
Der var også etableret et helt miljø fra en kanonpost, som den havde set ud på østfronten.
Efter at vi havde set alt i løbet af et par timer, holdt vi lige et kort kaffemøde på gårdspladsen, inden vi kørte hver til sit.
En spændende tur til et sted, der behandlede en side af historien, man normalt ikke hører så meget til.


Per M.


____________________________________________________________





Tur til Malerklemmen.
Så skal vi igen på tur med skodavennerne

Denne gang går turen til Malerklemmen ved Borup.

Vi mødtes på P-pladsen på Lindenborgvej, hvorefter vi kørte i kortege til Malerklemmen.

Til vores overraskelse sad Knud fra Korsør og drak kaffe da vi ankom.

Den næste 1½ time gik med hyggesnak og fortæring af div. æbleskiver, med og uden is, æblekage og andet godt til ganen.

Derefter kørte vi til Den gamle Tehandel, hvor der blev købt vildt ind af te med smag af fersken, Ingefær, chokolade og meget andet, der blev også købt både bolcher og lakrids.

Herefter sagde vi farvel og kørte så hver til sit.

Endnu en dejlig dag med godt vejr og hygge med Škodavennerne.

Inge.



_________________________________________________________



Et Dukkehjem

Denne beretning kunne være en nyfortolkning af Henrik Ibsens gamle klassiker af samme navn, men nej – læs mere her.

Lørdag den 14/7 samledes en lille sluttet skare af klubbens medlemmer i Roskilde. Formålet var ”Ud i det blå”.
Den temmelig upræcise titel kunne dække over hvad som helst og det var vel også de færreste af os deltagere, der havde gættet hvad det præcist handlede om.

Turleder Per Olsen røbede intet før afgang og i kortege kørte vi nordpå langs Roskilde Fjord. Da vejrguderne denne lørdag have valgt at kaste alle slags vejr efter os, var det en flot tur med både vatlignende og mørkesorte skyer i overhængende tilstand. Sol blev det heldigvis også til.

Da vi kom til Frederikssund, gik turen over Kronprins Frederiks Bro til Hornsherred og nu gik turen ned langs fjorden på den anden side. Igennem Gerlev og pludselig var vi ved dagens udflugtsmål, i den lille by Skuldelev.

Hvad mon vi skal her, tænkte de fleste af os nok – mon ham turlederen har helt styr på navigationen?

Imidlertid skulle det vise sig at han med usvigelig sikkerhed havde ført os frem til et yderst interessant lille museum: Skuldelev Dukkemuseum & Legetøjssamling.

Nu havde turens deltagere naturligvis forskellige interesseområder, men de fleste fik set mange spændende ting fra egen barndom, enkelte effekter var vist fra vore forældres barndom. På sværdsiden samledes interessen sig primært om de mange udstillede biler. En enkelt Skoda Felicia var også iblandt. Museet så ikke stort ud, set udefra, men det viste at der var flere tilbygninger og loft, ligeledes med udstillede genstande. Det var af tyverihensyn, desværre ikke tilladt at fotografere indendørs, men en hurtig optælling ville formentlig resultere i 50.000-100.000 udstillede objekter.

Efter gennemsynet af samlingen var der mulighed for at fortære den medbragte madpakke med tilhørende kaffe og kage i en meget smuk have med fiskebassin og fuglevoliere.

Så var det tid til hjemkørsel og vi havde ikke kørt længe før det for alvor begyndte at regne – det må naturligvis tilskrives vor fremragende turleders timing.

Næste gang vi skal på tur, er den 11/8 og denne gang til Malerklemmen ved Osted på Midtsjælland.

Vel mødt..

Mads Vindegaard, førstegangsdeltager og nyt medlem.




_________________________________________________________
Øresundsakavariet i Helsingør



Søndag d. 3 juni havde Per Olsen for Skodaklub Sjælland arrangeret en tur til Øresundsakvariet i Helsingør.

Øresundsakvariet er et forholdsvis lille men overskueligt akvarium som på udemærket vis beskriver de forskellige fisk, havmiljøer og biotoper som er i Øresund og Kattegat.
Desuden er der på akvariet et "røre" bassin for både voksne og børn så folk i alle aldre kan få fornøjelse af det.

Efter at vi havde set øresundsakvariet kørte vi ud til Flynderupgård i Espergærde og drak kaffe i folkekøkkenet.

Flynderupgård som hører under Helsingør kommunes museer, viser dels skiftende lokalhistoriske udstillinger
og dels har man en fast udstilling om Fiskerne i Snekkersten. Museet var således et udemærket supplement til vort besøg på Øresundsakvariet.

med venlig hilsen:
Poul Jensen
_________________________________________________________




En tur i fortidens Dybder.

Jeg var med på eventyr sammen med den Skoda elskende entusiastklub kaldet Skoda Klub Danmark Sjælland.

Vi skulle ud for at lufte nutiden moderne monstrummer af automobiler i forskellige aldre. Lørdag d. 21-04 gik turen til GeoCenter Møn. Her kunne vi efter et kort ophold ved den tilhørende cafe med yderst lækre sandwicher, begive os ind i en verden hvor nutidens automobiler ingen steder havde til.

Den lidt mørklagte gang førte os hen til et rum fyldt med lyd, lys og fremvisninger af gamle fossiler og undergrunden i bevægelse igennem de sidste millioner af år, hvilket førte os til enden af rummet hvor en is gletsjer strakte sig op til loftet og en trappe førte os op igennem gletsjeren til et andet område med vidunderlige gamle kæmpers kamp for overlevelse.

Vi blev ført ind i en moderne 3D biograf, lyset slukkede og filmen begyndte. Baam!! vi blev slugt ind i skærmen, havet kom tæt på, vi var ude og svømme med en lille skabning der havde et navn som jeg ikke kan huske. Vi blev ledt igennem en yderst vellykket og tætgående oplevelse, af livet for denne og mange andre skabninger under vandet for 88 millioner år siden. Det foregik i datidens Nordamerika som på dette tidspunkt lå under havets overflade.

Efter denne forestilling af datidens kamp valgte vi at bevæge os lidt længere frem i nutiden. Turen førte os ud til en lille ø kaldet ”nyord” for at finde kroen Lolles gaard. Her nød vi en gang kaffe og kage. Jeg valgte en yderst vellykket pandekage med is, syltetøj og sukker. Solen skinnede på den gamle kro med træbjælker og gamle malerier, samt en samling af små blå platter fra gamle dage. Efter denne vellykkede kaffe og kagesmagning drog vi ud på en lille gåtur for at se øens eneste by.

Turen gik langs vandet op af nogle små tynde veje forbi en gammel købmand fra 1700tallet og op til en rundkirke som man ikke ser mange af i Danmark. Den skulle efter sigende være en tro kopi af Fredriksberg kirke eller omvendt. Det var en meget lille kirke med et mini orgel og 2 lysekroner med et model sejlskib hængende i loftet. Vi sad der en fem minutters tid og gik derefter tilbage til vores Skodaer. Så sluttede eventyret og vi vendte hjem til vores vante tilværelse i de danske hytter. citat uden reference: Der er så dejligt ude på det danske land.

Skrevet af Martin Asring





_________________________________________________________

01-04-2012

Tur til Danmarks tekniske museum.

Turen startede fint, (lidt køligt men fint) med at vi mødtes på P-plads Storkereden.
Derefter skulle vi mødes med Poul på museets p-plads, men afgangen fra Storkereden gik ikke helt efter planen, Preben havde nemlig valgt (måske ved et uheld) at tænde for oliefyret i bilen, med det resultat at al strøm var pist væk.
Viggo, den venlige mand, gav ham lidt af den strøm han havde tilovers, hvorefter vi hastede til museet hvor Poul stod frysende og ventede.

Turen rundt i museet var en oplevelse, der var store fly små fly, modeller af fly, bla. Ellehammers fly og helikopter, Hammelbilen, Ellehammers bil, en ny permanent udstilling der hedder ”Hjem kære Hjem” og mange andre sjove ting og sager.

Da hallen ikke er opvarmet var vi efter et stykke tid godt gennem kolde og gik derfor ind i Ellehammer Caféen og fik en kop kaffe til at varme os på, derefter skulle vi fortsætte til en anden aftale, mens de andre vistnok tog en ekstra tur rundt i museet.

Tak til Per for en vel tilrettelagt tur.
Det var så spændende at vi glemte at tage fotos.

Inge

_________________________________________________________

22-02-2012

Tur til Sommers Automobil museum.



Per O. havde denne gang sat os stævne på hans adresse, hvorefter vi i samlet flok kørte til Sommers Automobil museum i Nærum, der var en udstilling om Saab.
De havde ved hjælp af Saab Klub Danmark fået fat i alle Saab’er, fra de første til de nyeste indtil GMs overtagelse i begyndelsen af 1990'erne. De var hentet fra hele Danmark, selv en sjælden Saab 600 var med på udstillingen.

Ud over Saab var der mange interessante biler at kigge på, bla. en dansk bygget bil Oscar, en speciel Volvo Amasone, en speciel Renault 4 med soltag og en Jaguar racer kørt af Sterling Moss.

Efter at have savlet over alle de dejlige biler var vi blevet lidt tørre i ganen, derfor kørte vi hen på et sted hvor Per O. gav lidt til at skylle støvet væk fra drøblen.

Atter en fin tur med vennerne.

Per



_________________________________________________________
24-01-2012

Tur til politihistorisk museum




Søndag d. 22 jan. havde Per sat os stævne på politimuseet, hvor der var sørget for en rundvisning. Det var en pensioneret politimand der viste os rundt, han fortalte om den sidste civile henrettelse i Danmark, (Jens Hansen hed han) en brandstifter fra Valby.

Han fortalte også at han havde været ansat på stedet i 60’erne, dertil havde han nogle sjove anekdoter. Vi fik fortalt om diverse tortur instrumenter fra middelalderen, hvor man brændte dem, man mente var skyld i alle ulykkerne.

Så var der historien om mordet på Peter Bangsvej, gulvskruppemordet og mange andre uhyrligheder.
Han fortalte også at man satte folk på vand og brød i 8 dage (helt bogstaveligt) når de havde forbrudt sig mod færdselsreglerne, og som han tilføjede, hvis man gjorde det i dag ville det give mere respekt end et klip i kortet.

Til slut fortalte Per hvordan han som lille var kommet til at smide en kraniemuffe
(politiets hue til vinterbrug) op i en stor gryde med varm chokolade, til en fødselsdagsfest.

Tak til alle for en hyggelig dag.

Inge

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar